Naturen bliver taberen
Mariagerfjord kommunes forvaltning inden for teknik og miljø har gennem en periode konstateret en betydelig vækst i antallet af anmeldelser af overtrædelser af naturbeskyttelsesloven.
Overtrædelserne kan ikke ekspederes indenfor den personaleressource, der er afsat til administration af naturbeskyttelsesloven, hvorfor listen af uekspederede sager er blevet meget stor og er i stadig vækst. Forvaltningen er derfor nødsaget til at prioritere de sager, der er beliggende i områder, hvor kommunen i sin planlægning målsætter naturen højt, og hvor der er fare for, at de største naturværdier går tabt.
Naturligvis skal vi i kommunen prioritere de vigtigste sager men det er helt uacceptabelt at se anmeldelserne blive stakket op på skrivebordene i forvaltningen. Det kan for det det første betyde at naturen bliver taberen og for det andet at borgerne mister deres retsfølelse hvis man kan se at deres klager ikke bliver behandlet inden for rimelig tid.
Sidst men ikke mindst er frygten at nogle måske
ville udnytte denne viden til at ignorere lovgivningen på naturområdet,
så bliver alle borgere i kommunen tabere.
Kommunen har i øjeblikket 88 uåbnede sager og 55
igangværende sager. Det er mit håb at det nye byråd kan løse problemet og meget
snart får frigivet midler til løsning af problemet. Hvis ikke, er det som at
skyde sig selv i foden.
Peder Larsen
Skolevænget 26
9550 Mariager
Byrådskandidat for SF